Efter 3,5 års virke som fodterapeut i Sundhedshuset i Sæby, er Marianne Frederiksen ved at få fod på virksomheden.

Selv om hun ikke er indehaver af det såkaldte ydernummer, der betyder, at klinikken ikke modtager tilskud fra den offentlig sygesikring, oplever hun en god tilgang af kunder.

Hun havde planlagt at være med fra da Sundhedshuset blev opført i 2014, men da vedtægterne dengang foreskrev, at det kun var lejere med ydernummer der kunne etablere sig, måtte vedtægterne ændres, hvilket udsatte hendes opstart med næsten to år.

Hård hud, ligtorne og nedgroede negle er intet problem

For at holde fødderne sunde og forebygge problemer, så bør alle gå til regelmæssig fodbehandling, helt efter samme koncept som hos tandlægen.

Med et meget stående arbejde, hvor fødderne bliver ekstra belastet, er det vigtig med et sundhedstjek.

Selv om man ikke synes at have problemer med fodtøjet eller de blot er blevet lidt trætte, kan en omgang wellness for fødderne give ny velvære og energi.

- Vær god ved dine fødder, det er dem der skal bære dig rundt resten af livet, pointerer Marianne Frederiksen.

En fodbehandling består i at behandle symptomgivende tilstande som f.eks. ligtorne, fodvorter, hård hud, nedgroede negle og lignende kendte problemer. Først skal der dannes et overblik over fodens almene tilstand, hvorefter man kan behandle foden.

Marianne undrer sig over, at Frederikshavn Kommunen stiller sig tilfreds og ikke stiller krav, når de henviser de behandlingskrævende pensionister til fodplejere.

- Fodplejere er ikke omfattet af de samme høje kvalitetskrav som statsautoriserede fodterapeuter.

- Jeg tror ikke, at mine kunder tænker over, at de også får optimal patientsikkerhed, fordi jeg i kraft af min autorisation skal leve op til en lang række krav om hygiejne, journalføring og tavshedspligt.

- Det er heller ikke alle der ved, at det kun er ved behandlinger hos autoriserede fodterapeuter de har mulighed for at søge erstatning via Patienterstatningen eller klage via Styrelsen for Patientklager’, oplyser Marianne Frederiksen.

For at blive statsautoriseret fodterapeut skal man gennemføre en 1,5 år uddannelse.

- I Sæby, er der ud over mig selv, to autoriserede fodterapeuter, som jeg har et godt kollegialt forhold til og indgår i et godt netværk sammen med, understreger Marianne Frederiksen.

Marianne tog sin uddannelse på Fodterapeutskolen i Randers og har fra 2008 arbejdet med faget i Sindal og Sæby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...