Synger og fortæller om sit forhold til de danske salmer

VOLSTRUP: Sangeren Ann-Mette Elten kommer til Volstrup Kirke

Hun er født i 1956 i Aalborg. Som 12-årig kom hun, via en veninde, med i Frelsens Hær, hvor hun trådte sine musikalske barnesko og fik lov at synge i mange forskellige rammer - lige fra Aalborgs havneknejper til Tivolis Koncertsal i København.

Da Ann-Mette begyndte på gymnasiet, forlod hun Frelsens Hær og tog senere til Aarhus for at læse kristendomskundskab og dansk på universitetet.

I sin fritid modtog hun undervisning på Det jyske Musikkonservatorium og kom til at lægge stemme til både Det Jyske Kammerkor, Jysk Akademisk Kor og Det Danske Kammerkor.

Sammen med kæresten, komponisten og musikeren Niels Kirkegaard, dannede hun i 1986 gruppen På Slaget 12, som røg til tops på hitlisten med debutalbummet, takket været en sang, som det ansete amerikanske musiktidsskrift, Billboard kårede som ”Europas bedste nationale hit i 1987”, nemlig ”Hjem til Århus”.

Med tiden er det blevet til 13 albums med På Slaget 12.

Ann-Mette Elten giver koncert tirsdag den 7. maj 2019 kl. 19.00 i Volstrup Kirke med danske salmer i nye fortolkninger og nogle af de største klassiske arier.

De danske salmer har altid betydet meget for Ann-Mette Elten, og hendes smukke fortolkninger har allerede høstet store roser i mange af landets kirker.

Ved en kirkekoncert kan du høre hende fortælle om sit personlige forhold til salmerne og høre hende synge dem på sin helt egen måde.

Ann-Mette Elten har i mere end 30 år turneret landet rundt med På Slaget 12, og mange af bandets sange har for længst opnået status af evergreens. Nogle af disse og andre højdepunkter fra hendes efterhånden lange karriere har Ann-Mette valgt at tage med ind i kirkerne.

Og så rummer en kirkekoncert med Ann-Mette Elten en overraskelse af de helt store – Ann-Mettes fortolkninger af nogle af de største klassiske arier! Alle, der indtil nu har oplevet Ann-Mette synge dette repertoire, er blevet overvældede. At en sangerinde med så meget pop i bagagen også mestrer denne genre, var der ingen, der havde regnet med. Så læn dig tilbage og nyd Ann-Mette synge store klassiske sange som ”O mio babbino caro” og ”Pie Jesu” med en følelsesfuld indlevelse, der giver mindelser om de helt store internationale stjerner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...