Vil nu også tælle fuglebestande

SÆBY: Det er ikke kun varmeværket i Sæby, der vil bruge droner i arbejdet på at skabe overblik.

Det vil fugleinteresserede forskere også.

For ligesom varmeværket kan lokalisere fejl og mangler ved forsyningssystemet, så kan dronerne også bruges til at tælle bestandene af fuglearter som skestorke, måger og terner.

Droner kan være mindre forstyrrende for fugle, der ruger i kolonier, end hvis fugletællere går rundt på jorden og skræmmer fuglene på vingerne, påpeger Thomas Eske Holm, seniorrådgiver ved Aarhus Universitetets Institut for Bioscience.

Han har sammen med kolleger gennemført forsøg i 2018 på adskillige jyske lokaliteter.

Biologerne konstaterer, at ynglende fugle oftest blev på rederne, selv om der fløj en drone hen over dem.

- Droner har nået et stadie, hvor de er billige. De har fået bedre software, bedre kompas og gps og er meget nemme at bruge, så vi kan styre dem til at flyve automatisk i eksempelvis 20 meters højde. Med en lille drone til 12.000 kroner kan vi kortlægge et relativt stort område og få ét sammenhængende foto, siger Thomas Eske Holm.

Sammenligninger mellem traditionelle tællinger og dronetællinger viser også, at overvågning med drone ofte giver mere nøjagtige tal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...