Hovedgården Hørbylund vil lægge bygning til et Hærvejsherberg

HØRBYLUND: Ejeren af Hørbylund Hovedgård ved Hørby har søgt og fået tilskud fra kommunens Distriktsudvalg til en forundersøgelse af et Hærvejsherberg ved Hørbylund Hovedgård. De første ideoplæg er på tegnebrættet.

Ejerne Kirsten og Niels Jørgen Lunden ønsker at sætte en eksisterende bygning på Hørbylund i stand, så den kan anvendes til et hærvejsherberg, som skal indgå i rækken af herberger, der allerede er etableret langs Hærvejen.

Der er tale om støtte til udarbejdelse af forundersøgelser, hvor bl.a. bygningens tilstand skal undersøges nærmere, og på den baggrund bliver der udarbejdet et projekt samt overslag over projektets økonomi.

I slutningen af august havde Distriktsudvalget parrets ansøgning på dagsordenen, og udvalget besluttede at bevilge et tilskud på 60.000 kr.

Ansøger har allerede etableret en god kontakt til ”Foreningen Herberger langs Hærvejen”, som er begejstret for tiltaget. Foreningen har på baggrund af det udarbejdet et ideoplæg.

Tanken er huset skal udstyres med en sovesal, bad- og toiletforhold samt et større fælleslokale med køkkenfaciliteter, åben pejs og langbord.

Udenfor skal der være bålplads og græsning til dem, der kommer ridende til huset.

Det er desuden planen, at huset skal indrette således, at det udenfor vandresæsonen kan anvendes til lokale samlingsaktiviteter for foreninger, skoler m.m.

ÅB

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...