Noget tyder på, at hundens røgt og pleje har været højt på to-do-listen her under coronaen, og det har de mærket rigtig meget hos HJ Hundesalon på Karupvej 104 i Karup.

De dage, hvor hundeejere måtte sidde i bilen eller gå derhjemme og tænke misundeligt på, at husets kæledyr, hunden, i modsætning til sin ejer, uden problemer kunne få trimmet hårpragten, er forhistorie.

Vi er taget på besøg hos HJ Hundesalon i Karup, hvor Helle B. Svendsen tager imod sammen med en af dagens mange kunder Carla. - Vi har haft rigtig travlt og har flere dage måtte lave ventelister til vask, klip og trimning, fortæller Helle.

I første omgang var vi meget usikre på, hvordan vi skulle agerer, da landet lukkede ned, men en henvendelse til Coronalinjen gav det opklarende svar. Hundesaloner var ikke omfattet af nedlukning.

Hos HJ Hundesalon overholde de anvisninger om to meters afstand, brug af håndsprit og udviser i det hele taget hensyn. Det betyder, at ejerne stort set ikke er til stede, mens hunden er under Helles kyndige hænder. - Vi laver aftaler via telefonen eller på afstand, og hvis ejerne ønsker det, så kommer vi ud på p-pladsen og henter hunden ved bilen, når de kommer, og bringer den selvfølgelig også tilbage på samme måde, forklarer Helle.

Salonen er kun en lille del af de mange aktiviteter hos Helle Svendsen, som også tilbyder hundemassage, fysioterapi, kranio sakral- og lysterapi. Det har dog kun i meget særlige tilfælde været muligt at bestille tid til massage m.m., fordi det ikke har været forsvarligt i forhold til myndighedernes anvisninger. Bl.a. vil den fornødne afstand ikke kunne overholdes, idet hundens ejer skal være til stede ved sådan et besøg. Enkelte hundeejere har valgt at komme og lade hunden benytte waterwalkeren, for ikke at afbryde det genoptræningsforløb, hunden var i. Træningscentret og holdtræningen har været lukket ned indtil i forrige uge, men er nu så småt i gang igen.

– Mine kunder har udvist stor forståelse for situationen, men nu mener jeg altså også, at jeg har Danmarks bedste kunder, griner Helle.

- De har været trofaste, selv om jeg både har flyttet min salon og holdt barselsorlov. Hun håber naturligvis som alle andre, at der snart bliver lidt mere normale tilstande. Lige nu har hun taget konsekvensen af travlheden og ansat en medarbejder, og på sigt er der nye planer på tegnebrættet, som Helle dog ikke rigtig vil løfte sløret for endnu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...