Palmesøndag skal bruges i Hørby Bazar for sjette år i træk

HØRBY: Hørby Efterskole danner for sjette år i træk rammen omkring en af årets store begivenheder i Hørby.

Trekløveret Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen melder klar til forårsfesten Hørby Bazar.

Programmet er på plads og eventen løber af stablen 14. april kl. 10.30 til 15.30 i efterskolens hal.

Tilmeldingen og bookingen af stande er allerede skudt i gang.

- Vi har indført en ny tilmeldingsprocedure, oplyser Helle Brinkmann Larsen, og vi har justeret priserne en lille smule i forhold til sidste år.

Uanset om du kommer som gæst eller kræmmer kan du glæde dig over de fine faciliteter, som Bazaren råder over.

Hørby Efterskole danner traditionen tro den perfekte ramme.

- Skolens elever har emneuge og arbejder med performance i ugen op til Bazaren, hvorfor vi overtager en smuk udsmykket hal og forhal med blomster og duge. Vores velbesøgte og roste cafe finder man netop i skolens forhal.

- Her kan både kræmmere og gæster få stillet deres sult og tørst til ganske fornuftige priser. Her er hyggeligt, og her kan man tage et lille pusterum i loppejagten.

- Selve loppemarkedet finder sted i skolens hal. Her håber vi at kunne runde de hundrede stande igen i år, som vi nåede sidste år, beretter Hanne Jakobsen, en af pigerne i trekløveret bag Bazaren.

Og hvorfor lave Bazar i Hørby?

- Vi tænker bæredygtighed, genbrug og nytænkning af gamle sager - og så kan vi være med til at give lokalsamfundets små foreninger med et økonomisk pift.

- I år håber vi, at overskuddet tangerer de 16.000 kr., som vi rundede sidste år. Overskuddet i år er tiltænkt Hørby Idrætsforenings gymnastikafdeling, Hørby Bylegeplads, Hørby BørneMusikFestival og KFUM spejderne, fortæller Hanne Jakobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...