Sæby er et meget populært sted at campere og ligger i top ti over Danmarks mest populære campingbyer. Selv med dårligt vejr er der ofte fyldt op både på Hedebo Camping og Svalereden Camping. Alene på Hedebo Camping, som har 600 pladser, håndterer man cirka 90-100.000 overnatninger pr. sæson.

Højsæsonen for campister er med udgangen af juli måned nu på sit sidste. Med en nedgang på cirka 30 procent for tyske og hele 70 procent for norske campister i 2020, ser august og september måneder udfordrende ud for indehaver af Hedebo Camping, Eric Christensen.

- Vi ventede med at lukke op for campingpladsen til midt i april grundet coronaen, hvor vi valgte at vise ansvarlighed ved at vente med åbningen, fordi alt var så ukendt og usikkert og fik derfor ikke påsken med, som jo ellers er sådan en officiel opstartsperiode for campister, fortæller Eric Christensen.

- Så det er blevet til en underlig sæson, som er startet en måneds tid senere end normalt og som har været fyldt med især danske gæster. Vi har solgt mange pladser og især i uge 29 og 30 har efterspørgslen været langt større end på en normal sæson. Derfor har vi måttet melde udsolgt i højsæsonen allerede for flere måneder siden.

- Selvom Danmark og Sverige var de eneste lande i Europa, som overhovedet åbnede op for camping i forsæsonen, så fik vi jo ingen udenlandske turister før i juni måned og det med en mærkbar nedgang, forklarer Eric Christensen.

- Samtidig med at vi fik rekord mange afbud fra udlandet, blev så igen hurtigt blev fyldt op af danske turister, da mulighederne for at komme på ferie i udlandet i år, har været meget usikre.

- Så det har været en sæson med mange timer i røret, for at aflyse, genbooke, skabe plads og rokere rundt, hvor vi har forsøgt, at hjælpe flest mulige med at få en campingplads eller hytte. Men alt i alt en okay sæson, hvis man tager i betragtning, hvad scenariet kunne være blevet grundet diverse nedlukninger, runder Eric Christensen af.

Lars og Helle, Anna og Rene fra henholdsvis Sulsted og Tylstrup, nød eftermiddagens dejlige vejr på Lars og Helles nyerhvervede fastliggerplads.

- Vi er selv fastliggere, så Lars og Helle havde inviteret os over til en godkendelse og indvielse af pladsen, fortæller Anna og Rene, som selv er fastliggere på Svalereden Camping og har været det siden 2006.

- Vi elsker at komme til Sæby, som har alt. Havn, by, skov, strand og det alt sammen tilsat en venlighed fra byens indbyggere, som vi alle sætter stor pris på. Bedst af alt, så er det bare lækkert, at vi kan komme rundt til alle disse dejlige muligheder på gåben, runder de to par af.

Hedebo Camping kan tilbyde tennis, bordtennis, multiarena, hoppepuder, legepladser, spillehal til de mellemste, TV stue og et luksuskøkken med havudsigt og ikke mindst minigolf.

På minigolfbanen møder vi bofælleskabet Birketoften fra Frederikshavn, som var taget på søndagsudflugt til Sæby.

Jon Dal, som er beboer på Birketoften, var selskabets næste mand på banen og blev dagens bedste minigolfer på hul ét med kun tre slag. Og begejstringen var da heller ikke til at tage fejl af, da golfkuglen blev jublet de sidste centimeter i hul.

- Jeg er klart den bedste, kunne en selv- og veltilfreds Jon Dal konstatere. Så det var med at nyde nuet og ingen grund til at bekymre sig om resten af banerne, når nu man var nummer et.

Campingpladsen tilbyder også både en cafe og et supermarked. Hos Hedebo Super står Lone Jensen klar bag disken til at betjene dagens kunder. - Vi har klart kunnet mærke den sene sæsonstart og er meget afhængige af om vejret er godt. Sæsonen har derfor været mærkbar dårligere grundet mangel på turister og sol, forklarer Lone Jensen, - Så vi glæder os over, at der ifølge vejrudsigten er sol og sommer på vej.

Sol og sommer kan vi alle lide og når man som norske Andreas, Hermine og Sofia elsker at hoppe på Hedebo Supers store hoppepude, så er sommerlandet i og omkring Sæby og på Hedebo Camping bare på godt og rungende norsk: Kjempegreit!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...