24 timer ved Havet har fået tildelt DM i 24 timers løb sammen med Sæby Atletik Klub

SÆBY: Løbesammenslutningen 24 timer ved Havet har netop modtaget en god nyhed fra Dansk Atletik Forbund om, at de igen til næste års løb har fået tildelt Danmarks Mesterskabet i 24 timers løb, med Sæby Atletik Klub 80 som medarrangør.

Når løbet for 7. gang skydes i gang, lørdag 30. maj sker det med forvisning om en solid økonomisk opbakning fra Spar Nord som hovedsponsor, ligesom flere virksomheder i Sæby giver arrangementet en håndsrækning.

I de foregående år har der været mellem 400 og 500 deltagere, men til næste år vil der blive investeret i øget markedsføring, hvilket gerne skulle resultere i flere deltagere.

Selv om løbet får DM status og landets bedste ultraløbere stiller op, kan ganske almindelige motionister sagtens deltage og hvis der er nogle, der hellere vil gå flest mulige omgange, er de også velkommen – alle kan være med understreger Rune Dam Dyhr, der er løbets koordinator.

Arrangørholdet er blevet udvidet med Ida Schrøder og Marianne Kristensen, der bliver ansvarlige for forplejningen til løberne. Til et langt og udmarvende løb er det ekstra vigtigt, at deltagerne indtager den rigtige type mad og drikke under løbet.

Ida og Marianne der selv har løbet i flere år, har oplevet en fin modtagelse og glæder sig over den gode stemning i arrangørudvalget, hvilket kun giver ekstra appetit på at komme i gang.

Næste års løb bliver i pinsen hvor der ligeledes er jazzfestival i byen, hvilket vi ser som en fordel, da arrangementerne understøtter hinanden, siger Rune Dam Dyhr.

Det bliver muligt at tilmelde sig løbet fra 1. december 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...