- Jeg har virkelig en stor svaghed for mine piger i Sæby, så jeg kører gerne fra Aalborg for at være med

SÆBY: Både i små og store byer mange steder i verden findes der en Inner Wheel Klub - således også i Sæby.

Man er ikke formand for klubben - man er præsident - og præsident-embedet går på skift. I Sæby er det Sigrid Skovrider, som er præsident for de 32 lokale medlemmer.

Og hun fortæller lidt om den 95 år lange historie.

Gift med Rotary

- Den allerførste Inner Wheel Klub blev dannet i Manchester i England 10. januar 1924.

- Dengang bestod medlemmerne oftest af kvinder, der var gift med Rotarianere. Formålet var at udvikle venskab og yde humanitær hjælp. Og der opstod hurtigt klubber mange steder i England. Og de spredte sig hurtigt til de oversøiske lande, og i dag er der 103 klubber med i alt ca. 100.000 medlemmer.

International Inner Wheel holder International verdenskongres hvert tredje år, og hér stemmer alle klubber og distrikter om fælles anliggender på verdensplan. Og Inner Wheel i Danmark har ca. 3.000 medlemmer fordelt på 106 klubber, fortæller Sigrid Skovrider.

Første klub i Sønderjylland

I Danmark dannede Dagmar Ottosen den første Inner Wheel Klub i Haderslev. Klubben fik sit charterbrev 23. september 1948. I 1950’erne opstod flere klubber i de større byer i Danmark - og i 1951 mødtes repræsentanter fra disse klubber til det første egentlige landsmøde. I 1973 blev alle klubberne opdelt i fem distrikter.

Hvert år har Inner Wheel Danmark en års-indsamling - og udpegning af modtageren går på skift mellem de fem distrikter.

Først i 1967 fik organisationen navnet International Inner Wheel, der blev vedtaget fælles love for alle klubber i alle lande og Danmark fik samtidig sit første råd med en national repræsentant og repræsentation fra hvert distrikt. Inner Wheel støtter det internationale verdensprojekt med temaet ”Happier Futures, Better Lives for Children around the World”. Gennem dette program støtter man foreningen Grønlandske Børn.

Fokus på kvinder og børn

- Faktisk er Inner Wheel én af verdens største kvindeorganisationer med fokus på kvinder og børn, og man har opnået konsultativ NGO-status i FN. Det erklærede formål er at fremme og styrke venskaber, at yde hjælp og støtte, og at fremme og styrke forståelse mellem mennesker - lokalt og internationalt. De fleste af landene er opdelt i distrikter med et vist antal klubber, typisk med 12-50 medlemmer, fortsætter Sigrid Skovrider.

Inner Wheel kan tilbyde et kvindenetværk med plads til personlig udvikling, venskabelige relationer og engagement i hjælpearbejde efter eget valg. Dets logo er hjulet i emblemet, og det symboliserer fællesskabet med Rotary, samt det rotationsprincip, der på skift giver medlemmerne ansvaret for klubbens aktiviteter. Organisationens internationale styrelse ledes af Inner Wheels verdens-præsident.

Sæby forever

Sigrid Skovrider og hendes mand boede i Sæby indtil 2014.

- Efter at vi solgte huset flyttede vi til netop Kjul, hvor vi har vores sommerhus og boede dér i to år. Siden fik vi en lejlighed i Aalborg. Min mand valgte at flytte Rotary-klub til Hirtshals, hvor han stadig er medlem. Men - og dét er simpelthen dejligt - da vi har Danmarks bedste Innerwheel klub i Sæby, kører jeg meget gerne en tur på motorvejen for at deltage i vores møder én gang om måneden, siger Sigrid Skovrider.

Hun medgiver glad og gerne, at der er en særlig grund til, at hun stadig er medlem af Sæby Inner Wheel. Hun har været et år som vicepræsident, er nu et år som præsident og til slut ét år som past-præsident.

Størst er glæden ved at give

- Altså, jeg må ærligt talt indrømme, at jeg brænder mest for vores egen, dejlige klub, og jeg nyder i den grad at vi donerer penge til gode, lokale formål. Senest gav vi 10.000 til Nr. Vesterskov i slutningen af 2018 år. Det var bare skønt at se, hvor glade de blev. Og eleverne fortalte stolte og glade, hvad pengene skulle bruges til - nemlig til at peppe opholdsstuen op. Vi har også flere gange støttet Julemærkefonden, som jeg synes gør et stort arbejde. På verdensplan støtter vi det internationale verdensprojekt med temaet ”Happier Futures, Better Lives for Children around the World”. Og gennem dette program også foreningen Grønlandske Børn, slutter præsident for Sæby Inner Wheel - Sigrid Skovrider.

I foråret bringer Sæby Folkeblad en række portrætter af de lokale medlemmer af Sæby Inner Wheel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...