Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller, lyder et gammelt ordsprog af kinesisk oprindelse, som Sæby Handelsstandsforening i disse vanskelige tider har gjort til deres.

- Som følge af corona virussens restriktioner må Handelsstandsforening erkende, at de ikke kan gennemføre alle deres populære underholdende indslag på torvet i den kommende sommer.

- Bestyrelsen har i stedet valgt at sadle om og satse 100.000 kroner på andre spændende tiltag i de kommende måneder, der sammen med lystfiskerkampagnen skal være med til at profilere hele Sæby som en attraktiv by at besøge, bo og handle i.

Vores offensive strategi er kun mulig fordi langt de fleste butikker støtter op om handelsstandsforeningen. Desværre er der enkelte forretninger der endnu ikke har set værdien af at være med i fællesskabet. Vi ser gerne at de sidste kommer med på holdet, så vi kan stå endnu stærkere til at modstå forandringernes vinde, påpeger Michael Christensen.

Et tætpakket torv med hyggelig stemning, under ledsagelse af god underholdning, leveret af såvel lokale som internationale live band på torvet har i mange år været Sæbys kendetegn, og som samtidig trak mange kunder til byen, er således sat på pause.

Men vi sover med støvlerne på og har forberedt alternative events, som vil blive præsenteret så snart muligheden byder sig, understreger formanden.

Når ikke vi må lokke med liflige toner forsøger vi på forskellig vis at tiltrække kunderne ved at udstede attraktive gavekort, som vi udfolder i samarbejde med handelsstandsforeningerne i Frederikshavn og på Læsø.

For at markedsføre, ikke kun Sæby, men også resten af kommunens byliv og natur, arbejder mange gode kræfter med Turisthus Nord i spidsen for at samle i alt 1,6 millioner kroner, der skal anvendes til forskellige kampagner, der skal tiltrække flere danskere til området.

- Mere end nogensinde gælder det om, at vi står skulder ved skulder, pointerer turistdirektør René Zeeberg fra Turisthus Nord.

- Vi har allerede i den normale markedsføring sammen med Visit Denmark anvendt 2,2 millioner kroner primært på det udenlandske marked. En markedsføring, som vi på nuværende tidspunkt ikke ved, om vi får glæde af.

- Derimod ved vi, at danskerne er klar til at holde ferie i Danmark, hvorfor vi lige nu satser benhårdt for at finde ekstraordinære midler til at synliggøre området.

- Selv om vi netop nu er startet op med fundraising, har vi takket være god opbakning fra handelsstandsforeningerne og det øvrige erhvervsliv allerede fået tilvejebragt halvdelen af puljen.

- Vi får forhåbentligt snart at vide, hvilke yderligere forretningsområder der må åbne og i samme sekund er vi klar og vil være der for erhvervet, understreger René Zeeberg.

Åbningstiderne i Sæby

- Nu, hvor coronasituationen er ved at have bundæstet sig og da vi står foran en kommende højsæson, henstiller bestyrelsen til at alle specialbutikkerne til at vende tilbage til de tidligere minimumsåbningstider alle hverdag klokken 10.00 til 17.30 og lørdage klokken 10.00 til 13.00. Dagligvarebutikker har normalt længere åbningstider oplyser Michael Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...