Elever fra handelsskolen i Frederikshavn vandt landsdækkende konkurrence

FREDERIKSHAVN: Butikskæden Normal, som efter eget udsagn sælger normale varer til unormale lave priser, har over hundrede butikker i Skandinavien.

Og nu får den succesfulde kæde måske hjælp til at blive endnu større og bedre, hvilket skyldes fire elever fra handelsskolen i Frederikshavn.

Først og fremmest vandt Cecilie Høgh Andersen, Line Bødker Larsen, Emily Kim Hvas Olesen og Sofie Frahm Jacobsen DM i den såkaldte Erhvervscase.

Den landsdækkende konkurrence handler om at levere den bedste ide til en udvalgt virksomhed, og eleverne fra Frederikshavn valgte at fokusere på, at Normal ikke gør særlig meget ud af at fortælle, at man er en social ansvarlig virksomhed.

Undersøgelser viser ellers, at det at være social ansvarlig er et hit hos kunderne verden over, og derfor har eleverne konstrueret et slags spil på den app, som Normal i forvejen har.

I 24 dage op mod jul kan kunderne deltage i spillet og vinde nogle af Normals varer. Samtidig - og her kommer den sociale ansvarlighed ind - donerer kunderne en krone til Julemærkefonden. Og nu skal Sofie, Emily, Line og Cecilie så for alvor ud i virkeligheden og gå på de bonede gulve.

I efterårsferien er de fire elever inviteret til Normal i Skanderborg, hvor de bliver bedt om at uddybe deres ide yderligere.

Under Ungemessen, som blev holdt i Frederikshavn i mandags, blev eleverne fra handelsskolen i øvrigt hyldet af borgmester Birgit Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...