Galleri Lene F er klar med en udstilling sammensat af 14 forskellige kunstneres værker

SÆBY: Når Galleri Lene F i Ulsted kalder til årets påskeudstilling vild er være bidrag fra hele 14 forskellige kunstnere.

Fra Sæby kommer keramiker Nils Møller, der er en af de faste udstillere i påsken.

Nils arbejder i formstøbt porcelæn, hvor øjet straks fanger de fine faconer og farver i det stramme design.

Keramiker Vibeke Krog, Silkeborg arbejder ligeledes stramt og grafisk i form og dekoration.

Maurisk arkitektur er bl.a. en af inspirationskilderne samt den natur Vibeke er omgivet af.

Der vises malerier af Poul Esting fra Stubbekøbing og Lars Kalmar Kastanje fra Gjerrild.

Poul Esting, som er inspireret af klassisk musik og jazz, skaber sine værker i en kaotisk, men ofte romantisk drømmeverden.

Lars Kalmar, der også er arkitekt og designer, arbejder i sit billedunivers i efterårets farver i forskellige temaer.

Lars er uddannet fra kunsthåndværkerskolens designlinje i København samt Kunstakademiets arkitekt linje.

Der er malerier og akvareller fra Line Holtegaard, København der bl.a. er kendt fra TV i serien ”Danmarks bedste portrætmaler 2018”. Line er fascineret af portrættet, som er naturalistisk med stærke farver og fokus på detaljen, hvor der ofte indgår planter og dyr.

Guldsmed Dorte Lausten, Skørping er igen med på udstillingen med sine unika smykker, der spænder mellem det rustikke og det raffinerede. Dorte er udlært hos guldsmed Bent Exner.

Fra Århus kommer en spændende og anderledes glaspuster Rikke Stenholt, der bl.a. har lavet udsmykning til et hospital, ligesom hun har udført værker for adskillige kirker.

En af de faste udstillere er Mogens Leander, Kolding, der arbejder i et magisk billedunivers. Mogens har for længst slået sit navn fast som fornyer af den årtusindårgamle ikon-tradition, som han viser sammen med sine oliemalerier og bronzeskulpturer.

En af de nordjyske udstillere er billedhugger Stinne Teglhus, Hirtshals, der viser sine finurlige og humoristiske bronzeskulpturer af sko med vinger og bl.a. en hæl som en hønsefod. Man bliver i godt humør af at kigge på disse ”flyvende sko”.

Noget helt nyt i år er trædesign fremstillet af Jakob Burgsø, der har en passion for at genindføre originale og nostalgiske genstande tilbage til det moderne liv. F.eks. figuren ”Nuser” og en papirflyver lavet i træ.

Billedkunstner Marianne Trenskow, Ålborg viser små finurlige tableauer i form af ”mini-museer”.

Grafiker Jette Klokkerholm, der i sin fritid arbejder med makro-fotografering, er repræsenteret med blomsterkort i forskellige serier.

Billedkunstner og galleriejer Lene Frederiksen viser på årets udstilling sine papirarbejder monteret på raderede aluminiumsplader samt malerier.

Der vil være Påske-cafe med kaffe og hjemmebag. Cafeen er åben fra kl. 13-17 med undtagelse af lørdag, hvor cafeen holder lukket. Udstillingen har åbent alle dage i påsken fra kl. 11-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...