Børnehuset Brolæggervejs børnehavebørn har været på besøg hos de ældre på Rosengården og Ældrecentret.

Børnehuset Brolæggervej afdeling 2 og 4 har de seneste 3 uger arbejdet i projekt omkring temaet ”Gamle mennesker”

I år har vi valgt at sætte fokus på hhv. ”Da bedstemor og bedstefar var børn” på afdeling nr. 2 og ”Når jeg blir´ gammel” på afdeling nr. 4. Det fortæller Hanne Jacobsen på vegne af rersonalet på Børnehuset Brolæggervej og hun skriver:

Vi er optaget af det at blive gammel, den kultur, der var en gang, og de gensidige positive relationer der kan skabes på tværs af alder blandt børnehavebørn og ældre på plejehjem.

Ældre som kan have brug for nye oplevelser i hverdagen.

Inspireret af andre institutioner, som har etableret samarbejde omkring børn og ældre, tog vi i begge personalegrupper kontakt til hhv. Rosengården og Sæby Ældrecenter, hvor der blev aftalt besøgsdage og afstemt forventninger.

Børnene skulle komme på besøg hos de ældre og hygge sig sammen med dem og i første omgang lære hinanden lidt at kende. Det blev en succes.

På Rosengården er der blevet sunget, spillet guitar og leget til alles gensidige fornøjelse.

Og på ældrecentret har der været besøg på 2 afdelinger, hvor vi er blevet budt indenfor i de ældres lejligheder og har set, hvordan man bor på et plejehjem og, hvordan personalet bruger lift til at hjælpe de ældre beboere med, når de skal op fra deres seng bl.a.

Vi er meget taknemmelige over den gæstfrihed og åbenhed, vi er blevet mødt med på Rosengården og Ældrecentret, og glæder os til det fremtidigt samarbejde i løbet efteråret. Der er allerede nu aftalt nye besøg efter sommerferien. Her skal vi mødes med de ældre én gang om måneden. Så er det meningen, at der skal synges, leges og snakkes videre. Og vigtigst af alt – fællesskabet omkring saft og småkager, hvor vi slutter af, inden vi atter siger farvel og på gensyn.

Hjemme i institutionerne har vi lånt ting og klenodier fra ældre mennesker.

Vi har både lavet udstilling i vores glasmontre stuerne med ting fra gamle dage, og vi har haft mulighed for at indrette en ”gammel stue”. Dagligt har vi lavet gymnastik som ”Kaptajn Jespersen” gjorde og holdt ”gammel samling”, hvor der er blevet snakket om, hvordan ser man ud, når man er gammel, hvad sker der med kroppen, når man bliver gammel, hvad lavede man i familien i gamle dage, hvilket legetøj havde børn, hvad man spiste, hvordan gik man i skole og hvordan talte man til hinanden. I begge afdelinger har der været besøg af bedstemødre, som har fortalt anekdoter fra deres barndom til stor fornøjelse for både børn og voksne.

Sidst men ikke mindst lavede vi mad med børnene, som oldemor ville have gjort – grønærter og karbonader, jordbær- og hindbærgrød bl.a. Det blev der taget rigtig godt imod – af de fleste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...