Vendsysselkredsen sikrede sig et overskud på 227.000 kroner

SÆBY: For rigtig mange familier er Blindes Jul en uundværlig del af den netop overstået højtid.

Det nyder de godt af i Vendsyssel, hvor 22. kreds under Dansk Blindesamfund hører hjemme, og som dækker kommunerne Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Hjørring.

Takket været 80 gode sælgere og mange købere som gerne vil læse de gode historier og hygge sig med madopskrifter og opgaverne i bladet, blev julen 2018 en succes.

- Det netop afsluttende salg har endnu engang givet et godt salg og overskud. Der er blevet solgt ca. 16.500 blade en tilbagegang på ca. 1.500 blade, fortæller distributør Jørgen Torp, Hjørring.

Det giver et overskud alene i Vendsyssel på 227.000 kroner.

Overskuddet går til kredsens egne medlemmer, til arbejde med blinde og svagtseende i Vendsyssel.

Det er til alt fra hjælpemidler, undervisning, kurser til klubvirksomhed og arrangementer.

- Uden disse penge ville det være umuligt at drive en kreds med de aktiviteter vi har. Disse midler er til stor glæde for alle, og er med til at forebygge ensomhed, som er den synshandicappedes værste fjende, siger Jørgen Torp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...