FREDERIKSHAVN: Med det nye år er det slut med uddeling af gratis bæreposer i Danmark. Det er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, der håber, at ændringen vil nedbringe forbruget.

Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune har længe arbejdet på afvikling af den velkendte gratis ’bibliotekspose’.

- Vi vil gerne hjælpe vores klima og miljø, hvor vi kan, og vi var enige om, at der måtte være en bedre måde at mindske forbruget af bæreposer på, end blot at tage betaling for dem. Derfor valgte vi at gå med Låneposen, fortæller bibliotekschef Anette Ravnholt.

Låneposen er et bæredygtigt stofnet, som du kan låne med hjem lige som de andre materialer på biblioteket. Låneposen er både god for miljøet, og spiller også godt sammen med bibliotekets kerneværdier om genbrug og dele-økonomitanken.

Du kan også købe et stofnet med bibliotekets nye logo, som du kan bruge den næste mange gange, du kommer på biblioteket.

- Vores lånere har taget rigtig godt imod initiativet, og de fleste har hurtigt vænnet sig til at låne et net eller at have deres eget med, siger Anette Ravnholt.

På trods af flere corona-nedlukninger er ordningen med låneposen allerede blevet benyttet mere end 300 gange, og Bibliotek & Borgerservice forventer, at løsningen kun vil blive mere populær, når man igen kan færdes på biblioteket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...