25 procent af motionisterne er hoppet med på konkurrencen

SÆBY: Loop Sæby har haft Beefit Tracker på sine maskiner i træningshallen i godt en måneds tid.

Og brugerne har taget rigtig godt imod denne måde at måle og kontrollere deres træning på.

- Cirka 25 procent af vores medlemmer er med på bølgen, og det er med til at give en helt anden dynamik i centeret. Vi kan se, at der trænes hyppigere og mere intensivt, og for mange, også mig selv, giver det en form for belønning, at kunne se, hvor hårdt man har trænet, hvor mange kalorier der har forbrændt og generelt intensiteten under træningen. Det er en slags "kiggen over skulderen". Selv om det er én selv, som kigger med, virker det bare mere motiverende, fortæller centerets indehaver Lisa Farum Kristiansen.

Anne Sørensen er helt enig i, at træning med Beefit er mere motiverende.

- Det at kunne følge sin træning nøje og derved forbedre den ved eks. at blive hurtigere til at skifte eller lige gå lidt stærkere på gå - løbebåndet er en kæmpe motivationsfaktor, fortæller hun.

Der er opstået en del interne konkurrencer, hvor f.eks. far og søn konkurrerer om, hvem der kan træne længst tid i en given måned. Og systemet er lavet så smart, at man ikke kan snyde. For logger man sig ikke ind på samtlige maskiner og holder dem i gang, tæller det ikke med i regnskabet.

- I uge 42 havde vi en Beefit-konkurrence, hvor medlemmer med armbånd eller ur kunne kæmpe om, hvem der løftede flest ton. Og der blev kæmpet til den store guldmedalje på kryds og tværs af cirklerne, siger centerleder Lisa Farum Kristiansen.

I alt blev der løftet 1.722 ton og der blev kåret en kvindelig vinder, nemlig Anne Farum Kristiansen, som løftede 272 ton. hun er et rigtigt konkurrencemenneske og bruger gerne appen til at presse sig selv - og helst i konkurrence med andre. Den anden, Flemming Larsen, gav hende kamp til stregen og løftede 226 ton. Han bruger appen til at følge egen træning og se forbedringer fra gang til gang.

- Jeg selv havnede i øvrigt selv på 63 ton, men gik efter fairplay-pokalen og tog ud af landet de første fire dage af efterårsferien, for at give de andre en fair chance, slutter Lisa Farum Kristiansen - med et glimt i øjet.

I november starter en ny Beefit konkurrence, der slet og ret går ud på, at træne længst muligt i måneden. Og da det snart er jul, så vil præmien til den flittigste være en chokoladejulekalender.

Loop træning holder Åbent Hus og fejrer at kæden fylder 12 år. Og der vanker kagemand, boller, frugt og andre lækkerier. så der om ikke andet, bliver god grund til at træne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...