Vinterbaderklubben ”De Blå Næser” er startet op med at gå i vandet på Sæby Havn.

- Klubbens uundværlige sauna er blevet flyttet fra gården mellem Sæby Sejlklubs bygninger og Jacobs Fiskerestaurant frem til kajkanten, hvor lejderen til vandet er placeret.

Den nye placering er med til at højne sikkerheden, da vi bedre kan holde øje med hinanden og så har vi fået mulighed for at nyde en fantastik udsigt ud over havnen samtidig med, at vi med en temperatur på 85 grader bliver varmet godt igennem fortæller klubbens formand, Henrik Hanghøj.

Sommeren over har flere af medlemmerne i de tidligere morgentimer badet flere gange om ugen fra stranden ved Havlundsvej og Sæby Søbad.

Vinterbaderne mødes tirsdag og torsdag kl. 18.30-20.00 og hver lørdag kl. 06.30-09.00. Kontingentet for hele sæsonen frem til april er på 400 kroner. Men da kwh-prisen er steget til 3,50 kroner, er vi begyndt at tage en lille ekstrabetaling for brug af saunaen på tirsdage- og torsdage, oplyser formanden.

- Det sociale samvær vægtes højt blandt de 80 medlemmer, der om lørdagen efter svømmeturen i vandet og saunatur slutter af med kaffe og rundstykker i sejlklubbens lokale. Da vi sidste år fik en ny og større sauna, har vi igen åbnet for nye medlemmer, oplyser Henrik Hanghøj.

I klubhuset bliver der udvekslet og kommenteret alle former for lokale og verdensnyheder, ligesom der bliver udvekslet et par strikkeopskrifter og fortalt et par røverhistorier fra gamle dage.

Og man er ikke bange for godmodigt drilleri, når flere blandt de, der bader lidt senere på morgenstunden hævder, at de har en krop som godt kan tåle dagens lys.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...