Dansk Håndbold Forbund har lagt sig fast på at afvikle EM som planlagt i Frederikshavn og Herning

KOMMUNEN:

Dansk Håndbold Forbund er nu klar til at afvikle EM i håndbold for kvinder i Danmark som planlagt.

Selv om det norske håndboldforbund har valgt at rykke alle EM-kampe i Norge til Trondheim, har man i Danmark valgt at holde fast i, at både Frederikshavn og Herning skal være EM-værtsbyer.

Per Bertelsen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund, er glad for de positive vinde i forhold til at løfte den økonomiske byrde i flok som regeringen og EHF er kommet med.

- Og med muligheden for at benytte superligaordningen, afvikler vi nu helt efter planen både i Herning og Frederikshavn. Vi glæder os rigtig meget til at give vores kvindelandshold hjemmebane i Herning, ligesom vi ser frem til at invitere svenskerne på ’hjemmebane’ i Frederikshavn, siger formanden.

Selve rammerne for afviklingen af mesterskabet er endnu ikke på plads i forhold til, hvor mange publikummer der kan være i de to arenaer.

Dansk Håndbold Forbund arbejder i øjeblikket på en model, der tager udgangspunkt i ’superligaordningen’, sådan at der forhåbentligt kan være godt med tilskuere på lægterne i de danske arenaer under slutrunden.

Da EM skal afvikles med et reduceret tilskuerantal, vil det være en fordel at være en af de første, der har købt en billet.

EM i kvindehåndbold afvikles i et samarbejde mellem Norge og Danmark i Trondheim, Herning og Frederikshavn.

Danmark spiller de tre indledende gruppekampe i Boxen i Herning den 4., 6. og 8. december.

Eventuelle kampe i mellemrunden bliver for Danmarks vedkommende også spillet i Herning den 11., 13. og 15. december, mens turen går til Trondheim ved en eventuel finaleweekend.

I Frederikshavn vil der være hjemmebane for det svenske landshold, der kommer til at spille deres indledende kampe i Arena Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...