For Anita Christensen blev mandag den 6. juli en helt speciel dag.

Netop den dag udkom Anitas første bog ”Pigen i papirkurven” hvilket betyder, at Anita kan kalde sig forfatter. Bogen indeholder femten små erotiske historier, der oprindeligt blev skrevet som små godnathistorier. Historierne indeholder ting, som vi kan opleve i vores almindelige hverdag, hvor vi færdes. Det kan være hjemme, på job eller til en fest. Tanken med bogen er, at man indimellem selv skal huske at krydre sin hverdag med noget, man godt kan lide, så hverdagen ikke går hen og bliver grå og trist, når ikke alt er, som man gerne vil have, at det skal være.

Anita Christensen bor til daglig i Dybvad sammen med sin mand Bent. De mødtes for 22 år siden, hvor Anita var kommet til at tage en bagerist, som hørte til i Bents lejlighed. Og nogle gange skal der bare ikke mere til, for at kærligheden kan blomstre. De faldt for hinanden, flyttede sammen, hvilket betød at de pludselig var en sammenbragt familie på fem, idet Bent havde en lille datter og Anita en lille søn og en lille datter. Anitas to børn havde begge store udfordringer, hvilket har fulgt og udfordret hele familien gennem årene. Et liv sammen, som har været præget af ”Når alt ikke er, som man gerne vil have, at det skal være”.

Og en udfordring, som gennem de sidste godt tyve år, har presset Anita på helbredet både fysisk og psykisk, hvilket gjorde, at Anita på et tidspunkt i forløbet, fik brug for at tale med en psykolog.

- Psykologen sagde: Skriv dig ud af det, fortæller Anita Christensen.

- Og det gjorde jeg så, med ene små fiktive og erotiske historier, som er kommet til mig gennem de sidste seksten år.

- Pigen i papirkurven er den første af seks bøger, i serien Pigen i P, som alle indeholder små erotiske historier.

- Historierne fik et erotisk og måske til tider lidt frækt tvist, fordi der sjældent var tid til nærvær og romantik i vores forhold på grund af de udfordringer livet bød os. Så med de små godnathistorier kunne jeg skabe nærhed, nærvær, os-tid og fjerne det savn vi begge led under, fordi vores dage var fyldt med konstant arbejde for at opfylde mine to børns særlige behov.

- En hverdag fyldt med skemaer, for at få hverdagen til at forløbe så gnidningsløst som muligt og det oftest uden det store held.

- Historierne blev derfor til fælles godnathistorier for os, som kunne være med til at bringe os tættere på hinanden, når dagligdagen udfordrede os og ligesom gjorde alt for at skille os ad.

- Jeg har brugt papiret til at flygte fra en svær og hård hverdag og som en helingsproces, hvor mine frustrationer i starten blev skrevet ned i dagbogsform.

- Men i stedet for at drukne i sorgerne og frustrationerne, fandt jeg ro og fred i denne form for flugt, ved at omskrive dem til små drømme og håb.

- Så bogens titel ”Pigen i papirkurven” beskriver kort og godt, hvordan jeg har følt mig spærret inde under denne proces og først nu har fundet vej op gennem alle lagene af papir, forklarer Anita Christensen.

Man må sige om Anita, at hun tør skrive det ned ”højt, som andre måske bare drømmer om og tænker på. For i bogen sker der ting, som ikke mange af os kaster os ud i det virkelige liv, hvor de forbliver i vores fantasi og vores drømme. Men Anita tillader sig at slippe sine små historier fri på papiret.

- Og det gør jeg, for at andre kan læse mine små skøre, sjove og lidt frække historier. Og måske kan jeg få gang i jeres fantasier og drømme, slutter Anita af inden båden lægger fra havn med kurs mod Limfjorden, hvor nye historier måske ser dagens lys.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...