Der er en særlig glæde ved at så og høste sine egne krydderurter og grøntsager.

Denne glæde og tilfredsstillelse oplever 5. klasserne fra Sæbygaardskolen i denne tid, hvor de én formiddag hver uge er i Nellemanns Have.

I andre sammenhænge er coronakrisen en begrænsning i undervisningen, men det ændrede skoleforløb har givet mere tid til skolehaverne, som er blevet brugt på at lære om flere planter og på fordybelse.

Lærer Anne Bak Rasmussen glæder sig over at der har været tid og ro til at så og snakke om planter, dyrkningsmetoder, smage på vilde urter, men lige så vigtigt, der har også været tid til at lege og nyde at være i Nellemanns Have, når den er allersmukkest - nu hvor æbletræerne blomstrer.

Hver elev har fået tildelt et lille areal i højbedene. Under Anne Bak Rasmussens kyndige og engagerede ledelse har de klargjort jorden og er i disse dage i fuld sving med såningen.

I fællesbedene eksperimenteres med dyrkning af planter og blomster der normalt vokser vildt i skoven, men som sagtens kan anvendes i husholdningen.

- Her er det dog vigtigt at kunne se forskel på, hvilke planter der kan spises og hvilke man skal holde sig langt fra, f.eks. kan ramsløg let forveksles med giftige planter som liljekonvaller, oplyser Anne.

- Under kontrollerede former vil vi forsøge at dyrke røllike, brændenælde, skovsyre, mælkebøtte, ramsløg, vild kørvel m.m., alle planter vi kan finde i naturen og som kunne være spændende for børnene at få kendskab til.

-Det er sjovt at så, vente på at frøene spirer, se planterne udvikle sig og ikke mindst høste og bruge dem. Egne grønsager smager nu bedst og fås ikke friskere, og man ved, hvordan de er dyrket, lyder det fra Dicte fra 5. d.

Anne Bak Rasmussen glæder sig over, at forholdene i Nellemanns Have bare bliver bedre og bedre for hvert år. Havens Venner har sørget for, at der er de nødvendige antal højbede og redskaber til rådighed og faciliteter som bålhytte, grill, borde & bænke, som vi må benytte i undervisningen.

Eleverne og lærerteamet, der ud over Anne Bak Rasmussen, består af Tina Andersen, Anders Jørgensen, Knud Rugholt og Anja Petersen, kan se frem til en sommer, hvor urtehaverne skal passes og plejes. Belønningen kommer dog først til efteråret, når grøntsagerne skal høstes og de kan anvendes i hjemmekundskabsundervisningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...