Dejlige strande får garant-mærkat

KOMMUNEN: Det er endnu forbeholdt de friske at kaste sig i bølgen blå, men det på trods er forberedelserne til årets badesæson i fuld gang i landets kommuner.

I alt har 50 kommuner modtaget enten Blå Flag eller Badepunkt-flaget, som begge uddeles af Friluftsrådet.

Der er i år uddelt Blå Flag til 197 strande - de 13 af dem ligger i Frederikshavn Kommune og vi drister os til at mene, at de ud over blå flag også hører til blandt landets aller ypperste.

Et Blå Flag er garant for en god strandtur med rent badevand, badesikkerhed og gode muligheder for at opleve naturen og dyrke friluftsliv.

- Blå Flag guider danskere og turister til gode oplevelser, og der er noget for enhver smag. Der er både oplevelser for dem, der vil have en strandtur med masser af aktiviteter og gode faciliteter, og for dem, der vil se solen gå ned over havet på den lokale strand, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Det internationale Blå Flag-program arbejder målrettet med FN’s Verdensmål.

For eksempel er Blå Flag med til at fremme vandkvalitet, bæredygtig forvaltning af kystnaturen, styrke natur- og miljøformidling og fremme lighed ved at forbedre adgang til stranden for personer med fysiske funktionsnedsættelser.

I kommunen vil det blå flag vaje over følgende strande:

Lyngsaa, Sæby Nordstrand, Hedebo Camping, Palmestranden, Strandby Nordstrand, Bratten strand, Aalbæk strand, Bunken, Damsteder (Kongevillaen), Sønderstrand, Gl. Skagen, Kandestederne og Skiveren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...