Lystfiskerturismen vækster og det giver et spændende udviklingspotentiale for Sæby, der er et rent med en bred variation af muligheder.

Med det for øje investerer Turisthus Nord 100.000 kroner i en massiv lystfiskerkampagne, der lanceres i Danmark denne uge. Målet er at tiltrække lystfiskere til Sæby særligt i ydersæsonerne.

Interessen for lystfiskeri er i vækst i ind- og udland; faktisk er interessen så stigende, at den tidligere regering lancerede Danmarks første strategi for lystfiskerturisme.

I den forbindelse fik VisitDenmark til opgave at fremme lystfiskerturismen i Danmark sammen med lokale og regionale turistforeninger.

Sæby rummer nogle enestående muligheder for lystfiskere – her kan man både fiske fra mole, ved å og kyst og fiskearterne er mange. Sæby er altså intet mindre end et lystfiskermekka, og derfor valgte turistforeningen Turisthus Nord at markedsføre Sæby i en stor lystfiskerkampagne i Nordtyskland tidligere på året.

I tillæg hertil har Turisthus Nord investeret kr. 100.000 i en massiv lystfiskerkampagne i Danmark

Lystfiskerfremstødet er første indsats i en langsigtet strategi, hvor Turisthus Nord vil brande Sæby som en spændende destination for outdoorturisme.

René Zeeberg, Turistdirektør i Turisthus Nord, udtaler: - Sæby rummer nogle spændende udviklingsmuligheder, når vi taler outdoorturisme, og det giver et vækstpotentiale for at tiltrække flere turister særligt i ydersæsonerne. Vi har kørt en række splittests via de sociale medier tidligere på året for at kortlægge hvilke segmenter vi skal gå efter i Sæby.

Her viste responsen, at der i særdeleshed er interesse for lystfiskeri og MTB.

- Med det som afsæt har Turisthus Nord valgt at markedsføre Sæby som en spændende lystfiskerdestination for danske og tyske gæster, og vi har været i tæt dialog med de lokale erhvervsaktører i Sæby for at skabe det bedste set-up. Her har vi oplevet opbakning, og det glæder mig at lokale aktører også har bidraget til kampagnen, som forhåbentlig giver et godt udbytte til overnatningsstederne såvel som detailhandlen, siger turistdirektøren.

Hos det lokale overnatningserhverv glæder man sig også over den store markedsføringskampagne for Sæby. Udsigten til flere gæster i ydersæsonen giver spændende muligheder mener Hanne Stokholm fra Svalereden Camping:

- Som en helårsåben campingplads er vi klar til at tage imod flere lystfiskerturister. Vores campinggæster sætter stor pris på Sæbys skønne natur med kyst og skov inden for en nær rækkevidde. Det giver jo muligheder for dejlige naturoplevelser året rundt – for børn såvel som voksne.

I forbindelse med lystfiskerkampagnen har Turisthus Nord produceret nye PR-videoer, der henvender sig til fire forskellige målgrupper herunder børnefamilier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...